Til Menu  

Guide til vinterdæk

Har du endnu ikke skiftet til vinterdæk? Så er det måske ved at være tid, inden det danske vintervejr banker på. Noget af det vigtigste ved vinterklargøringen af din bil, er skiftet til vinterdæk. Vinteren for dit dæk begynder faktisk allerede ved de 7 grader.

Selv om det i Danmark ikke er ulovligt at køre gennem vinteren på sommerdæk, har det store konsekvenser, da sommerdæk har meget sværere ved at bremse på glatte veje, end vinterdæk har. Hvis du gerne vil have en realistisk og forudsigelig bremselængde, bør du derfor skifte til vinterdæk, så snart dagtemperaturen rammer de 7 grader. 7 graders-reglen tager udspring i, at der er dér, at ydertemperaturerne kan begynde at komme ned på frysepunktet eller derunder.

Hvad er vinterdæk?

Et vinterdæk er lavet af et blødere gummi, som bevarer sin smidighed ved lave temperaturer og skal desuden være mærket med snefnugsymbolet og M+S-mærkning (Mud & Snow). Derudover vil vinterdæk altid være af lameltypen. Det betyder kort sagt, at slidbanemønsteret er opbygget af gummiblokke, der igen er opdelt i en række fine lameller. Teknologien inden for vinterdæk er nået rigtig langt, og tidligere fordomme om at eksempelvis smallere dæk var bedre til vinterkørsel, er efterhånden en skrøne.

Hvorfor  skifte?

Den vigtigste årsag til at skifte til vinterdæk er sikkerhed. Når temperaturen nærmer sig frysepunktet, vil dine sommerdæk ikke længere kunne give dig de optimale betingelser for sikker kørsel. I vinterføre er vinterdæk markant bedre til at bremse end sommerdæk. Ofte vil sommerdæk bruge mere end dobbelt bremselængde end vinterdæk på samme glatte føre!

Hvornår bør jeg skifte?

En god tommelfingerregel er 7 graders-regel. En anden ligeså vigtig faktor er dækmønsteret. Loven foreskriver, at dæk, generelt, skiftes når dækmønsteret er slidt ned til 1,6 mm, men mange test viser, at dækkets ydeevne bliver markant forringet allerede ved 3 mm. Næsten alle dæk har en slidindikator, som giver dig mulighed for at aflæse, hvor langt dækket er slidt ned. Hvis du er i tvivl, er du altid velkommen til at tage bilen med til os og få en professionel vurdering af dækkenes kvalitet.

Montering af vinterdæk

Når det drejer sig om montering af vinterdæk, er der to muligheder – du kan enten tage bilen ned til os, hvor vi vil skifte dækkene for dig, eller du kan vælge selv at udføre opgaven.

Hvor opbevarer jeg mine dæk?

Her har du igen to muligheder: du kan betale dig fra det, og få dækkene opbevaret på dækhotel eller, hvis du selv plads, kan du opbevare dem hjemme. Hvis du ikke selv skifter dine dæk, er det både praktisk og let at lade dækkene opbevare på vores såkaldte "dækhotel". Hvis du har pladsen, så kan du spare penge, ved at opbevare dine dæk hjemme. Det er vigtigt, at du kan opbevare dem et mørkt og køligt sted, da det forhindrer dækkene i at ældes. Det er derfor ikke en god ide, at opbevare dine dæk i en fugtig garage eller på et varmt loft.

Hvis dine dæk er på fælge skal de altid opbevares hængende eller stablet. Dæk uden fælge skal opbevares stående. Inden du gemmer dine dæk helt væk skal du sikre dig, at de er rene og tørre og at mønsterdybden på dækkene også lader dem gå igennem endnu en sæson.