Jeanette Ottesen vinder umulig sportspris

Den 33-årige svømmer, Jeanette Ottesen, løb med sportsprisen, Intet er umuligt-prisen, da den blev uddelt ved det årlige sportsshow, Sport 2020, som blev sendt på DR1 lørdag aften.

Intet er umuligt-prisen gives til en eliteatlet, der har trodset alle odds, gjort det umulige og kæmpet ekstraordinært hårdt og vedholdende for at nå et stort resultat. Toyota Danmark A/S, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark står bag.

Mandag den 4. januar 2021

Da en af Danmarks mest vindende eliteatler, svømmeren Jeanette Ottesen, i 2017 blev gravid og i december samme år blev mor til datteren Billie-Mai, troede mange, at hun ville indstille sin svømmekarriere. Men i stedet for at lægge badedragten på hylden og udelukkende hellige sig rollen som mor, gav fødslen hende endnu mere mod på at vende retur til svømmesporten.

Efter et års barsel byggede Jeanette Ottesen sit eget set-up uden om landsholdet op fra bunden, bl.a. med sin mand som træner, og har i dag tre år efter sin fødsel kæmpet sig tilbage på højeste niveau.

Jeanette Ottesen fyldte dagen inden nytårsaften 33 år. At være svømmer på så højt et niveau i den alder er en kæmpe præstation i sig selv i en sportsgren, hvor konkurrenterne typisk topper tidligere.

Hun skulle egentlig have afsluttet sin karriere ved OL i Tokyo 2020, hvilket coronapandemien satte en stopper for. OL blev for første gang nogensinde udskudt, men fighteren Jeanette Ottesen kæmper selvfølgelig videre og sigter nu mod at kvalificere sig til sit femte OL til sommer.

Imponerende bedrift

Lørdag aften blev Jeanette Ottesens imponerende sportslige og menneskelige bedrift hædret, da hun modtog sportsprisen, Intet er umuligt-prisen, ved det årlige sportsshow ”Sport 2020” på DR1.

Hun har foreløbig vundet over 50 medaljer gennem karrieren og glæder sig i øvrigt over, at OL blev udskudt et år. Det giver hende nemlig et år ekstra at træne sig op i efter fødslen.

Fodboldspiller Martin Braithwaite og håndboldveteran Søren Haagen var også nomineret til Intet er umuligt-prisen, men Jeanette Ottesen løb altså i sidste ende med den ærefulde hæderspris og modtog pris og gavecheck fra Toyota ved gallashowet på DR1.

Det var tredje gang, at Intet er umuligt-prisen blev uddelt. Bag sportsprisen står Toyota Danmark A/S, DIF og Team Danmark. Toyota er global olympisk og paralympisk toppartner og har i Danmark dannet et såkaldt Team Toyota bestående af danske eliteatleter, der hver især jagter deres umulige.

Ingen begrænsning i mobilitet

Toyota sætter med sportsprisen endnu mere fokus på dét at forfølge sit umulige og forfølger allerede nu sit eget umulige, hvilket er at sikre, at ingen mennesker i fremtiden skal være begrænset i deres mobilitet.

For at det ambitiøse mål lykkes, og det umulige dermed opnås, vil Toyota i årene frem sørge for at udvikle bæredygtige mobilitetsprodukter og serviceydelser som gør det muligt for enhver – uanset om man er ung eller gammel, har et handikap eller ej – at bevæge sig frit omkring.

"De danske elitesportsfolk på Team Toyota er alle levende eksempler på, at det rent faktisk kan lade sig gøre at opnå det umulige, ligesom de tre nominerede til Intet er muligt-prisen. De har alle på forbilledlig vis trodset alle odds og hver især opnået det, som umiddelbart synede umuligt – til stor inspiration for os alle. Jeanettes præstation er lige en tand ekstra imponerende, og derfor er det fuldt fortjent, at hun løber med hæderen,” siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark.

Imponerende vilje og styrke

Hos Team Danmark glæder man sig over den 33-årige svømmer som vinder af sportsprisen.

“Jeanette Ottesen er indbegrebet af en dansk atlet, som aldrig giver op. Hun har haft en fantastisk flot karriere og har vundet kæmpe sejre. En af de allerstørste er hendes kamp for at vende tilbage på topniveau efter fødslen af hendes datter, og det har hun gjort stort set alene og med en imponerende vilje og styrke. Derfor fortjener hun i høj grad Intet er umuligt-prisen, og jeg er rigtig glad for, at resten af dommerkomiteen er helt enige,” lyder det fra Team Danmarks direktør, Lone Hansen.

Hos DIF beskriver man også Jeanette Ottesen som en fortjent vinder af Toyotas pris og fremhæver samtidig også hendes hende alder som noget, der gør præstationen ekstra bemærkelsesværdig.

”Med en alder på 33 år er man nærmest en dinosaur i svømning. Med en titel som mor er man oftest færdig i international elitesvømning. Og med sin egen ægtemand som træner er man samlet set ude i et umuligt svømmeprojekt. Med mindre man hedder Jeanette Ottesen, der har valgt at gå sine egne veje. Jeanette Ottesen formår stadig at sætte de unge svømmere til vægs og kæmper nu for at kvalificere sig til sit femte OL i træk. Derfor har Toyota meget fortjent præmieret Ottesen med Intet er umuligt-prisen ved Sport 2020,” mener Morten Mølholm, der er administrerende direktør i DIF.

Jeanette Ottesen modtog som vinder af Intet er umuligt-prisen 75.000 kroner af Toyota i sportsshowet Sport 2020 på DR1.

Jeanette Ottesen ved Sport 2020 (Foto: Lars Møller)
Jeanette Ottesen i badedragt (Foto: Das Büro)

Denne side benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere her.

OK